Midt under Covid-pandemien tog jeg ud til fritidsaktiviteter med mine børn og min kone. Da vi kom hjem, følte jeg en meget mærkelig træthed. Derefter begyndte jeg at falde sammen på jorden gentagne gange, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Vi ringede efter en ambulance og tog på skadestuen. Efter CT-skanningerne blev jeg diagnosticeret med 3 hjernelæsioner. Og derfra begyndte mareridtet. Efter diagnosen gik min første tanke til min familie, hvordan jeg skulle finde ord til at forklare dem, hvad der skete. Den første tilgang jeg havde til lægerne var, indlæggelse på medicinsk afdeling og vente på operation. Jeg skulle have en hjernebiopsi for at finde ud af, hvilken sygdom det var. Efter undersøgelsen gennemgik jeg cyklusser med kemoterapi og strålebehandling på hospitalet. Jeg blev udskrevet med diagnosen, at min er et 50 % tilbagefald, og at der ikke findes nogen kur, der kan få bugt med denne sygdom. Derfra begyndte min forskning, primært på internettet. Efter at have set en dokumentarfilm på Netflix opdagede jeg alternative behandlingsformer. Jeg opdagede en ny verden og nye muligheder, som var anderledes end de konventionelle forslag, jeg blev tilbudt. På dette tidspunkt begyndte jeg at uddybe min forskning. I første omgang landede jeg på USA, og så fandt jeg noget i Europa, nemlig Immucura-klinikken, og jeg kontaktede dem. Jeg valgte Immucura, fordi behandlingerne er troværdige, efter hvad jeg kunne bekræfte ud fra dokumentationen. Nu har jeg det meget godt. Her på Immucura foregår behandlingerne regelmæssigt. Desuden er jeg meget tilfreds med den behandling, de tilbyder mig. Før jeg begyndte på denne vej havde jeg flere symptomer, f.eks. hyppig hovedpine, som havde været vedvarende i et stykke tid. Så så begyndte dette nye kapitel i livet, denne terapi og disse behandlinger begyndte, og lige pludselig er hovedpinen nu væk! Nu har jeg en meget stærkere motivation end den, jeg allerede havde før, og jeg kan gøre mange ting, selv på det fysiske plan. Jeg træner altid. Før lavede jeg kun vandreture og næsten ingen gymnastik, men jeg kan allerede mærke en vis forbedring. Hvordan fandt jeg mig selv med hensyn til Immucuras service? Jo, meget godt. Jeg er faktisk mere tilfreds, end jeg havde forventet. Vi havde 2-3 telefon- og zoom-samtaler, og derfra boostede de min selvtillid og gav mig en masse tryghed. Da jeg ankom her og mødte teamet, tog de imod mig, de støttede mig fuldt ud med alle mine behov. De er virkelig specielle og hjælpsomme mennesker. Jeg kan anbefale det. Også fordi det ikke bare er et lys for enden af tunnelen, men fordi det kan give en masse håb til dem, der er i samme situation. Nu hvor jeg er her for at foretage disse behandlinger, er jeg ikke doven. Jeg dyrker fysisk aktivitet, jeg træner hver dag, jeg holder mig selv aktiv, og jeg har det fint, for mig er det rekreativt, det er afslappende, og det hjælper mig meget på det mentale og psykologiske plan. Jeg råder alle til at dyrke motion. Især for dem som mig, der kæmper mod en sygdom, er det meget vigtigt. Hold jer væk fra stolene, hold jer væk fra sengene og lav aktiviteter. Terapien er naturligvis dyr, hvilket er en vanskelighed for os alle sammen. For at overvinde denne vanskelighed måtte jeg først stole på en fundraisingplatform. Derfra startede det hele med at sprede mit budskab. Det hele startede derfra, og spredningen var virkelig enorm. Vi har næsten nået det fastsatte mål for indsamling af midler. Tak til alle, det er jeg uhyre taknemmelig for. Jeg takker jer fra bunden af mit hjerte, fra mig og fra min familie. For min familie er denne situation svær at bære, for mig personligt er det dog svært at bære, men på det psykologiske plan føler jeg mig meget stærk. Jeg vil gerne give et sidste budskab til folk som mig, der overvinder disse forhindringer på deres livsvej, ligesom jeg gør, nemlig at de aldrig må give op, altid skal være stærke og kæmpe til enhver tid. Og det er det, jeg ønsker at videregive til jer alle og især til min elskede familie.
Efter diagnosen gik min første tanke til min familie, hvordan jeg skulle finde ord til at forklare dem, hvad der skete. Den første tilgang jeg havde til lægerne var, indlæggelse på medicinsk afdeling og vente på operation.
eg skulle have en hjernebiopsi for at finde ud af, hvilken sygdom det var.